Alkoblog

Home / Blog / Fucking birketræer

Fucking birketræer


 

 

 

Jeg har før delt om mit ophold på intensivafdelingen på Hvidovre Hospital her på bloggen. Jeg har delt om endevæggen på min stue, der var tapetseret med en stor smuk birkeskov med idylliske solstråler, der tittede ned gennem bladene.

 

Jeg lå i sengen og var døden nær af betændelse i bugspytkirtlen, og fandt det smukke billede knap så beroligende. Jeg havde voldsomme alkoholabstinenser, der blev holdt nede af store mængder Risolid. Og det var netop via det idylliske billede på væggen, jeg fik de første tegn på, at det var tid til endnu en dosis.

 

Når Risolidens virkning begyndte at aftage, var det første tegn, at stammerne på birketræerne begyndte at sløre og vibrere for mit syn. Jeg vidste, at så snart birkeskoven begyndte at blive ubehagelig at se på, så var det med at hive i snoren og bestille en ny dosis hos sygeplejersken.

Jeg endte med at hade de fucking birketræer. Bortset fra overlevelsen i sig selv, var det bedste ved at forlade intensiv efter 10 dage, at jeg kom langt væk fra de fucking birketræer.

 

I går var jeg så i en tapetbutik med min kone for at kigge på tapet. Min kone faldt over en mappe med tapet med forskellige motiver. Der var tapet med en smuk solnedgang. Der var tapet med et klippelandskab. Der var tapet med New York skyline.

 

Efter vi havde beundret skylinen, bladrede min kone om på næste side. Der fucking var den. Birkeskoven fra Hvidovre Hospital. Det var ikke bare en, der mindede om den, det var den præcis samme.

“Det er fucking birkeskoven ude fra Hvidovre Hospital”, fløj det ud af mig. Ekspedienten kiggede forbløffet på mig, så jeg forklarede ham, at jeg havde haft nogle dårlige dage på intensivafdelingen og havde været tvunget til at ligge og kigge på den skide skov, der vist nok skulle have en beroligende effekt, men havde den stik modsatte virkning på mig.

 

Ekspedienten kiggede ned i jorden, men efter et par sekunder kiggede han op og indrømmede, at han godt kunne huske, at han havde solgt noget tapet til Hvidovre Hospital.

 

Verden er sgu lille. Stuerne på intensivafdelingen er endnu mindre, så lad være med at prøve at lette stemningen ved at proppe fucking birketræer på væggene. Det er i forvejen ret nederen at ligge der, det hjælper ikke at blive mindet om, at der er en smuk verden derude, som man ligger og går glip af.

 

 

Hvis du kunne lide dette indlæg, så tjek “En god plan”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

>> <<