Alkoblog

Home / Blog / Hvorfor drikker far ikke øl?

Hvorfor drikker far ikke øl?


 

 

 

Min datter er begyndt at spørge rigtig meget. “Hvorfor?” er blevet hendes yndlingsspørgsmål. “Hvorfor skal vi ud i bilen far?” – “Fordi vi skal ud til mormor, skat” – “Okay, hvorfor skal vi det?” – “Fordi mormor har lavet mad” – “Okay, hvorfor har hun det?” – “Fordi vi er sultne” – “Okay, hvorfor er vi det?”, osv. osv. osv.

 

Det er egentlig ret nuttet, og med mindre jeg er stresset eller i dårligt humør, så elsker jeg faktisk at svare og høre hende fortsætte “Okay, hvorfor det, far?”. Vi har nogle lange samtaler i den dur, og det er pissehyggeligt og det er vel en naturlig del af det at være forælder.

 

Der er dog et enkelt spørgsmål, som jeg frygter. Jeg ved, at det kommer en dag. Der går nok nogle år endnu, men jeg ved, at det kommer en dag. “Far, hvorfor drikker du ikke øl?”

En eller anden dag, når hun er blevet ældre og forstår mere af hvad der foregår i verdenen omkring hende, så vil hun kigge på den grønne flaske, de andre fædre holder i hånden og bemærke, at jeg står med en cola-flaske. I starten vil hun nok bare spørge, hvad det er, de andre mænd drikker, men efter hun har oplevet flere tilfælde, hvor de andre fædre drikker ad den grønne flaske, mens hendes far drikker cola, vil nysgerrigheden pirre hende, og hun vil spørge: “Far, hvorfor drikker du ikke øl?”

 

Hvad fanden skal jeg svare? “Fordi far drak så mange øl, at han var ved at dø af det”? Så har jeg nok hurtig sure forældre i røret, der brokker sig over, at min datter har fortalt deres børn, at deres far snart dør, fordi han drikker øl. Jeg kunne selvfølgelig bare sige, at jeg ikke kan tåle det. Det er jo egentligt også rigtigt, men jeg ved, at det svar vil blive opfulgt at et “hvorfor?”.

 

Jeg vil jo heller ikke skræmme min datter og sige, at alkohol er dødsensfarlig, for så sidder hun jo pludselig til Onkel Peters 45 års fødselsdag og græder under bordet, fordi hun tror, at hele hendes familie falder døde, om inden dagen er omme, med alt det vin de sidder og drikker.

 

Hvordan fortæller man en lille pige, at hendes far er anderledes end alle de andre fædre? Hvordan fortæller man hende, at man ikke kan tåle noget, som alle de andre kan tåle? Hvordan forklarer man hende, at selvom de andre voksne får det sjovt, når de drikker øl, så får far det dårligt? I hvert fald i længden.

 

Der går forhåbentligt nogle år før hun stiller spørgsmålet, så jeg har lidt tid til at forberede mig. Jeg tager meget gerne imod gode råd, så skriv gerne i kommentarfeltet.

 

Hilsen faderen der ikke drikker øl?

 

 

Hvis du kunne lide dette indlæg, så tjek: “Jeg var lidt af et røvhul…”


 

 

17 thoughts on “Hvorfor drikker far ikke øl?”
  1. Tascha 6. marts 2017 on 14:04 Svar

    Jeg er vokset op med en far der drikker (aldrig voldelig eller anden reaktion af hans misbrug) så hqr aldrig tænkt over det var et misbrug. Jeg er i dag 24 og fik først afvide da jeg var 19 år at min farfar døde af et alkoholmisbrug og at min far drak for meget.

    Jeg kan ikke selv tåle at drikke. Jeg kan ikke styre det og har endt i rigtig uheldige situationer (ikke alle har denne tildens).

    Men i forhold til at fortælle din datter hvorfor så ville jeg sige vær ærlig. Fortæl hende hvordan alkohol har haft påvirket dig. Havde jeg vidst det før end jeg gjorde havde jeg kunne se farsignalerne ved mit eget alkohol indtag og hvad det gjorde ved min krop. Og jo mere åbent man taler jo mere tror jeg os tabuet det vil nedbrydes.

  2. Asbjørn 6. marts 2017 on 14:04 Svar

    Hey Niels 🙂 Det her er nok et af de steder hvor man enten må stikke en nød-plade eller gå all-in.

    Enten i form af: “Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg kan ikke lide det” – eller: “Der er noget i som JEG ikke kan tåle, men som andre godt kan”.

    Håber det kan bruges 🙂

  3. Allan 6. marts 2017 on 14:12 Svar

    Hej Niels. Husk det er fuldstændig legalt ikke at drikke alkohol, ikke at drikke alkohol er heldigvis ikke kun forbeholdt alkoholikere.

    Var det mig ville jeg sige at jeg ikke kunne lide/ havde lyst til at drikke øl/vin what ever der nu bliver drukket omkring bordet.

    Og du kan jo glæde dig over at børn der vokser op i et hjem hvor der ikke bliver drukket alkohol i langt højere grad vil have en fornuftigere forhold til alkohol.

    Når din datter bliver gammel nok så kan du tids nok give hende den rigtige forklaring. Men ellers så synes jeg da bestemt at det er forbilledligt at lære din datter at det er helt ok ikke at drikke alkohol uden nogen nævneværdig grund.

    Jeg selv nyder alkohol, også foran mine børn, men jeg synes kun det er fint at deres onkel ikke drikker alkohol, af andre årsager end dig dog, og samtidig viser at det socialt acceptabelt ikke at drikke.

    God vind frem over, jeg nyder at læse dine indlæg!

    Mvh

  4. Bente 6. marts 2017 on 14:17 Svar

    Jeg kan huske, at jeg som barn spurgte min far, hvorfor han var begyndt at drikke danskvand i stedet for øl. Hans svar var, at det var fordi han blev syg af øllene, de gjorde ondt nede i maven. Min respons var, at det vidste jeg godt, for han kastede jo tit og ofte op.
    Ikke lang tid efter faldt han i igen, hvor han så bildte mig ind, at det kun var KOLDE øl, som gjorde av i maven, og den købte jeg også! (Det var jo nok heller ikke helt forkert! ?)
    Min pointe er, at jeg tror ikke din datter bliver klogere og lykkeligere af, at du åbner op for tidligt, for hun forstår det ikke alligevel. Bare fortæl hende noget, der er logisk for hende, og det kan man godt uden at lyve. Så kan du fortælle hende noget dybere, når hun bliver ældre – og helt sikkert spørger igen!
    Håber det giver mening. Keep it up, du gør det godt!

  5. David 6. marts 2017 on 14:26 Svar

    Hej Niels.
    Vigtigt emne!!!
    Jeg har ikke børn endnu. Og det er muligt at jeg ændrer mening når jeg en dag får dem..

    Min kæreste og jeg fik en abort for 3 år siden og det har tvunget mig til at tænke over tingene da nit største ønske i livet er at få børn og være en god far.

    Og en ting er sikkert.. vi skal ikk pakke børnene ind. De må gerne få en skidt sandhed af vide… som at det er forkert at hele familien sidder og drikker vin og øl.. at far er den eneste far i hele børnehaven som ikk putter gift i kroppen..

    hvorfor vil hun så spørge?
    Jamen fordi far var så heldig at mærke hvor giftigt det var.. så han holdte op…

    Hvordan skal verden ikk ende hvis vi bliver ved at pakke ting ind? Og tænk hvordan verden kunne ændre sig til det bedre i løbet af generationer hvis mand var ærlig.. omrking alting. Penge. Alkohol. Religion…

    Men man kan selvfølgelig også bukke under for elitens gruppepress og fortsætte samme bane..

  6. Lars 6. marts 2017 on 14:36 Svar

    Hey Niels.

    Jeg har ingen idé om hvad du skal fortælle din datter, men noget med “jeg kan ikke tåle det” eller “jeg kan ikke lide det” er vel ikke at gå helt galt i byen.

    Jeg var inde på din blog her tidligere på dagen, og tænkte lidt at det var længe siden du havde lagt et indlæg op… så da jeg senere på dagen så en twitter-post med at der var nyt indlæg oppe, blev jeg rimelig glad. Jeg nyder at følge med herinde, og du skriver nogle fornuftige ting, der giver mening.

    Jeg drikker selv rimelig meget. Jeg har fundet lidt inspiration i din blog, til at begrænse mit alkohol indtag, men det bliver nok ikke i den nærmeste fremtid, da jeg har har en del problemer, som jeg dealer med… men ville bare lade dig vide, at din er pisse god at læse! Og kæft hvor kan man bare relatere! – Den historie med dig og din ven Frøns, den ramte virkelig hårdt, for det var nærmest en historie om mig, bare i en anden landsdel og en anden by, og jeg endte desværre på hospitalet dengang, men som du skrev, så gav oplevelsen mig ikke en afskrækkende effekt, men mere en form for blod-på-tanden-effekt.

    Ser frem til at læse fremtidige indlæg fra dig.

    Mvh Lars.

    • Lars 6. marts 2017 on 14:39 Svar

      “[…] at din er pisse god at læse!” der skulle lige være en “blog” med i den sætning, men ma kan ikke redigere indlæg.

  7. Aleksandra 6. marts 2017 on 15:04 Svar

    Jeg drikker ikke pga psykiske problemer så jeg kan heller ikke tåle det. 😉

    “Nogen kan tåle det, men det kan far ikke”. Og så kan hun få resten af forklaringen når hun bliver ældre ❤

  8. Tina 6. marts 2017 on 16:24 Svar

    Mit bud er at fortælle hende det, med et eksempel på noget hun kan forholde sig til. Det kan f.eks. være hun kender en i børnehaven eller andre omkring sig der har noget allergi. Sig at du kan ikke tåle at drikke, for så bliver du syg, ligesom f.eks. en som ikke kan tåle mælk også bliver syg af at drikke det, men at det ikke betyder at det er noget der er farligt for alle. Når hun en dag spørger, så er jeg ikke i tvivl om at du har lige det svar hun har brug for. 🙂

  9. Lea 6. marts 2017 on 17:15 Svar

    Jeg drikker generelt ikke selv, dels fordi det sidder dybt i mig, hver gang min mor drak sig fuld og var dum, men også fordi jeg faktisk ikke rigtig kan tåle det. Jeg er blevet spurgt mange gange hvorfor jeg ikke drikker, blevet kaldt kedelig og mødt af folk som slet ikke troede på det og sagde “ej, det er bare pjat, drik nu” men efterhånden som jeg er blevet ældre forstår folk det godt når jeg siger at jeg ikke kan tåle det. Jeg tror det er blevet så normalt at mange ikke drikker alkohol, at det vil være naturligt for din datter at du ikke gør. For som du selv siger, så kan du jo ikke tåle det, du bliver syg og sådan er det. 🙂 Verden har ændret sig så meget siden vi var unge ..

  10. Maj 6. marts 2017 on 17:39 Svar

    Jeg mener at ærlighed er rigtig godt. Det er jo allerede noget du praktisere offentligt, så det er ikke en mulighed at skjule noget for din datter.

    Men det handler om at svare hende aldersvarende, vi går jo heller ikke i detaljer når de som 3 årige spørger hvor babyerne kommer fra 🙂

    Så når hun spørger, så svar. Fx at du kan ikke tåle øl/vin, du får ondt i maven. Ligesom der nogen der ikke kan tåle hund/kat/gluten/nødder osv.
    På et tidspunkt spørger hun nok igen og så må du vurdere svaret efter hendes alder.
    Indimellem kan man også være nødt til at afsluttet rækken af “hvorfor” med et “det ved jeg ikke, sådan er det bare” 🙂

    Men jeg er sikker på at i nok skal få nogle gode og konstruktive dialoger igennem årene. Det at du allerede på forhånd har gjort dig gode overvejelser er jo at tage sit forældreansvar alvorligt 🙂

    Mvh Maj

  11. Rikke 6. marts 2017 on 18:18 Svar

    Uha godt min datter ikke er så gammel endnu ?
    Jeg tænker at du skal være ærlig over for hende når hun engang stiller “det rigtige” spørgsmål.
    Fx at far ikke kan tåle øl fordi han får rigtig ondt i maven eller lignende. Ingen død og ødelæggelse, for det er alt for stort og abstrakt for et barn at forstå. Ondt i maven kan hun forholde sig til, og selv om det ikke er hele sandheden er det jo ikke løgn.
    Det er nok i retning af det jeg selv ville forklare min datter hvis det var mig der stod i den situation. Når hun bliver ældre, og i alligevel skal have “alkoholsnakken”, så tænker jeg at hun er gammel nok til at høre hele historien. Måske før, men det ved man jo bedst som forældre ?

    Held og lykke med Spørgejørgen. Skønt med et barn der er nysgerrigt på ALT i livet ?

  12. Kim Rasmussen 6. marts 2017 on 19:41 Svar

    Min datter besøgte mig flere gange da jeg var i døgnbehandling på Tjele. Fortalte hende om hvorfor alle os “kursister” var der og der ikke var noget unaturligt eller farligt ved det, vi var bare blevet allergiske over for alkohol og nu var vi på kursus for at lære at hygge os uden at drikke. Har idag være ædru i 1 1/2 år og min datter er fyldt 10, hun accepterer fuldt ud situationen og kigger ikke skævt eller undrende når far til jul drikker sodavand i stedet for vin som alle andre. En dag når hun er ældre og selv spørger ind til det vil jeg gerne gi hende den fulde historie, men hver ting til sin tid.

  13. Jens Lynnerup 7. marts 2017 on 0:41 Svar

    Besvar hendes hvorfor, med et fordi far ikke har lyst. Og eftersom du ikke har lyst da du ikke vil risikere livet er det jo også en sandhed. Når hun bliver ældre kan du fortælle hende mere om det hvis det fanger hendes interesse. ? og der er det jo også “bare” at sige hvorfor du ikke har lyst ?

  14. Sidsel 7. marts 2017 on 13:53 Svar

    Man kommer altid længst med ærlighed. Især overfor børn – selvom forældre tror, at de kan lyve sig fra alt, så har børn en tendens til at læse løgnen alligevel.

    Selvfølgelig skal du tage højde for hendes alder, og hvor meget hun kan forstå på et givet tidspunkt, men hvorfor ikke bare fortælle hende, at far er noget, der hedder alkoholiker og så forklare, hvad det betyder ifht dit indtag af alkohol = du kan ikke tåle det.

    Så er den skid slået, og din datter vil respektere dig for at se hende i øjnene og fortælle hende sandheden, frem for at det skal komme frem lidt efter lidt, og hun derfor får en grundlæggende mistillid til, om der nu dukker mere skidt op hen ad vejen. (Ved godt, at det ikke er så nemt, som jeg får det til at lyde her, men tror virkelig at ærlighed og oprigtighed er vejen frem i den her situation).

    Let’s face it, der går ikke mange år, før hun Googler dit navn, og det er jo ikke der, hun skal høre sandheden første gang. ?

    Kram herfra ?

  15. Niels Shahverdi Roos (Niarn) 11. marts 2017 on 13:59 Svar

    Tusind tak for alle jeres svar og gode råd. Jeg føler mig i den grad bedre klædt på nu, til når dagen kommer. Og glad for at høre at så mange er glad for bloggen:) Niels

  16. Kenneth 13. marts 2017 on 10:28 Svar

    Er det ikke mest en ungdomsting det der med at man SKAL drikke alkohol?

    Jeg synes efterhånden det er ret normalt at der er voksne der ikke drikker, enten fordi de ikke har lyst, eller fordi de er den der skal køre hjem..

    Så længe man drikker en ting som er normalt, børnene drikker jo også sodavand og nogle andre voksne gør vel også, så tror jeg ikke problemet er så stort…

    Og ellers er “fordi jeg ikke kan li det” vel fint nok.. vi har jo alle sammen ting vi ikke kan li smagen af, så det er til at forstå..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

>> <<